Vær et æbletræ

– en refleksion over fred, accept og den kreative kraft bag vores oplevelse 🌳🍎
Skrevet af Natasha Swerdloff
Et æbletræ tænker ikke – og alligevel vokser de smukkeste æbler frem på dets grene. Hvis et æbletræ kunne tænke ville det måske kigge sig omkring og få disse tanker:
“Jeg kan ikke lide at stå ved siden af de træer. De ser bedre ud end mig. Hvorfor er mine æbler ikke lige så røde som mange af de andres? Hvorfor blæser vinden så hårdt lige her ved mig? Hvordan skal det dog gå?”
Til sidst ville træet måske visne. Ikke som følge af naturens vilkår, men fordi det blev fanget og svækket af sine egne tanker. Men æbletræet tænker ikke – det lever bare. Det næres af sol, regn og jorden under det, uden at forsøge at kontrollere noget.
Æbletræet blomstrer, fordi det er forbundet til livets naturlige flow . Sådan kan vi også blomstre, når vi forstår, at det ikke er verden omkring os, der skaber vores oplevelse.
Den kreative kraft bag tanken
Træet ville mistrives, hvis det kunne bekymre sig og sammenligne sig med andre. Og vi mennesker mistrives, når vi tror, at vores tanker er virkeligheden. Men tanker er som bølger på havet – de kommer og går og er blot midlertidige former skabt af den dybere livskraft, som driver alt.
De enkelte tanker skaber ikke vores virkelighed. Den opstår af vores evne til at tænke – den kreative strøm, som hele tiden viser sig i nye former. Når vi ser, at vi lever gennem denne kreative proces, men ikke er bundet til tankernes indhold, kan vi stoppe kampen og opdage den ro, der bor i os.
Vi kan lade tanker komme og gå, uden at definere os selv gennem dem. Ligesom æbletræet ikke forsøger at kontrollere solen eller regnen, behøver vi ikke kontrollere vores tanker eller følelser. Som vejret er de forbigående.
Bevidsthedens lys
Bevidstheden er det lys, som oplyser tankerne og gør dem synlige for os. Den gør os i stand til at opleve glæde, sorg, ro og uro – ikke så vi kan dømme vores oplevelser som gode eller dårlige, men for at vise os nuets fulde oplevelsespalet. Ligesom lyset får et landskab til at træde frem for øjet, får bevidstheden os til at se og mærke alt det, tanken skaber.
Når vi ser, at bevidstheden er neutral og ikke vælger side, kan vi træde et skridt tilbage og se tankerne passere som skyer på himlen. Uden at lade os rive med. Vi kan hvile i vores væren ligesom æbletræet, der står, hvor det står, uden tanker om, hvordan det selv, vinden og vejret burde være.
Livskraftens naturlige flow
Æbletræet næres frit af livskraften, og på samme måde nærer og bærer livskraften os. Denne usynlige strøm får os til at trække vejret, får hjertet til at slå og gør livet muligt. Vi behøver ikke forstå eller styre den – vi er en del af den.
Når vi slipper behovet for at kontrollere vores oplevelser og lader livskraften gøre sit arbejde, opdager vi, at vi har fri adgang til fred og glæde. De kvaliteter er ikke noget, vi skal skabe, men noget, vi genkender i os selv, når vi holder op med at kæmpe imod livet, som det udfolder sig her og nu.
Spørg dig selv: Hvad fylder mit sind? Hvilke historier fortæller jeg mig selv om verden og mig selv? Er det virkelig mig, der skal afgøre, hvordan alting bør være? Skabte jeg verden?
Nej, vi vågner hver dag op som gæster i denne verden. Vores opgave er ikke at kontrollere livet, men at være en del af dets flow – ligesom træerne, blomsterne og dyrene er det.
Hvad sker der, hvis vi lever som naturen – uden modstand og med tillid til livet? Måske opdager vi, at livet er meget lettere, end vi troede.
Når vi ser, at vores oplevelse skabes indefra, kan vi finde ro og accept. Vi kan slippe den indre dialog og mærke den fred, som altid har været der – lige bag tankerne.
Øv dig i bare at være. Fredfyldt og afslappet – som et æbletræ, der ikke stritter imod, men trygt vokser, hvor det er plantet.
Svar på spørgsmål