Min partner kender ikke til De tre principper… kan forholdet så fungere? JA!

Af Natasha Swerdloff
Er du i et forhold, hvor kun du er optaget af De tre principper? Spørger du dig selv, om forholdet kan holde, når nu din partner ikke deler din interesse? Så er du ikke alene.
Det sker for mange, som finder mening og glæde i denne forståelse og derfor gerne vil dele den med kæresten eller ægtefællen. Det kan føles som et nederlag eller en afvisning, at den anden ikke lytter ivrigt og fordyber sig på egen hånd.
Du kan opleve, at det gør forholdet mindre værdifuldt og vellykket, at I ikke kan dele det engagement i De tre principper, som er vigtigt for dig. Men kan det virkelig passe, at forholdet kun er godt nok, hvis I kan være sammen om den fordybelse? Det korte svar er et stort NEJ.
Smid tjeklisten ud
Vi lever i en tid, hvor der findes en tjekliste for næsten alt – også for kærlighed og parforhold. Men kærlighed er ikke en ligning, vi skal løse. Det er ikke et bestemt resultat, vi skal nå frem til, eller et regnestykke, der skal gå op.
Kærlighed er en dyb, intuitiv fornemmelse eller følelse, som ikke kan fanges og forstås af intellektet. Den lever i os som en naturlig kraft, og på sit dybeste niveau er kærlighed erkendelsen af vores fælles menneskelighed. Fuldstændigt uafhængig af smag, interesser og spirituelle præferencer.
Vi behøver ikke at forstå verden på samme måde for at elske hinanden. Vi behøver ikke se ens på det at være menneske. Den eneste betingelse for kærlighed er, at vi er villige til at møde hinanden med åbenhed og venlighed. Også selvom det måske ikke lykkes hele tiden.
Træd et skridt tilbage fra krav og tanker
Et tema, der går igen i vores udfordringer i parforhold, er ønsket om at ændre på den anden. Et ønske som kan virke særlig vigtigt, når vi selv har fået øje på noget, vi oplever som grundlæggende for vores eksistens.
Ønsket om, at den anden skal se verden på samme måde, skaber let afstand og misforståelser. Vi kan i uenighed, diskussion og konflikt komme til at tage vores egne tanker om den andens mangel på indsigt meget alvorligt.
Når vi får øje på, at vores oplevelse af forholdet er skabt indefra via vores egne tanker – og ikke af vores partners adfærd eller holdninger – åbner vi for at se noget nyt. Vi forstår, at vores tænkning også former vores oplevelse af den anden. Derfra kan vi træde et skridt tilbage og møde vores kæreste, mand eller kone fra et roligere og mere kærligt sted.
Kærlighed afhænger ikke af, om vi er på samme ’rejse’ eller taler samme ’sprog’. Kærlighed bor i stilheden bag tankerne, og ikke i samtalerne om dem. Den bor i den dybe forbindelse mellem os, som vi mærker i pauserne mellem ord og meninger.
Svar på spørgsmål