Husker kroppen? 

Der er en sætning, vi ofte hører på vores uddannelser og når vi har coaching samtaler med mennesker. 

Kroppen husker.

Mange oplever, at noget sætter sig som spændinger, uro i maven eller sitren i kroppen, og derfor føles det naturligt at tro, at det er kroppen i sig selv, der gemmer på følelser og oplevelser.

Måske kender du det fra dig selv. Du træder ind i et rum, møder et menneske eller står i en situation, der minder om noget, du har oplevet før. Pludselig spænder kroppen op. Maven snører sig sammen. Hjertet slår lidt hurtigere. Og før du når at tænke nærmere over det, kan det føles som om noget gammelt er blevet vækket til live i kroppen.

I sådan et øjeblik er det helt naturligt at tænke: Min krop husker det her.

Eller forestil dig, at du skal holde et oplæg. Måske har du tidligere stået i en situation, hvor du blev nervøs. Næste gang du står foran en forsamling, reagerer kroppen med det samme. Hænderne bliver fugtige. Pulsen stiger. Og det kan føles, som om kroppen gemmer på en gammel følelse, der pludselig er tilbage.

Det er netop den slags oplevelser, der får mange til at sige, at kroppen husker.

Men hvordan ser det ud, hvis vi ser på det i et 3P perspektiv og i lyset af det, Sydney Banks beskrev?

Lad os begynde med forskningen.

Hvad videnskaben faktisk har fundet

I den moderne forskning i følelser beskæftiger man sig meget med noget, der hedder interoception. Det er kroppens indre signaler: hjerteslag, vejrtrækning, mavefornemmelser, spændinger og lignende. Hjernen registrerer disse signaler og skaber en samlet oplevelse af kroppens tilstand.

Mange studier viser, at disse kropslige signaler hænger tæt sammen med følelsesoplevelser. Nogle forskere beskriver endda, at sansninger fra kroppen kan være en slags forløber for emotionelle reaktioner. Andre studier peger på, at hjernen hele tiden laver en samlet repræsentation af kroppens tilstand, og at denne repræsentation kan bidrage til, hvordan følelser opleves.

Man kan også se, at vi mennesker ofte kan pege på bestemte steder i kroppen, hvor vi mærker følelser: trykken i brystet, knude i maven, varme i ansigtet og så videre. Nogle forskere har lavet såkaldte “body maps”, hvor deltagere tegner, hvor i kroppen de oplever emotionelle fornemmelser.

Men læg mærke til noget vigtigt:

De studier finder ikke følelser gemt i kroppen. De finder kropslige signaler, som hjernen registrerer og fortolker. Den fortolkning er i sig selv en del af vores oplevelse af virkeligheden. I et 3P perspektiv peger vi på, at det vi oplever altid, bliver skabt i nuet gennem princippet Tanke, og at det bliver bragt til live af princippet Bevidsthed. Det gælder også den mening, vi giver kroppens signaler. Når en spænding i kroppen føles som “noget gammelt”, bliver det levende og virkeligt i samme øjeblik, fordi Tanke giver form til oplevelsen.

Så hvor er følelsen egentlig?

Hvis en følelse virkelig sad i kroppen som en ting, burde man kunne finde den der. Men det forskningen kan måle er:

• hjerterytme

• muskelspænding

• hormonreaktioner

• nervesystemets aktivitet

Ikke selve følelsen. Følelsen er altid en oplevelse. Og en oplevelse kræver bevidsthed. Set fra et 3P perspektiv er enhver oplevelse et resultat af samspillet mellem de tre principper. Tanke skaber formen, Bevidsthed gør det levende, og Livskraft er den intelligens, der får hele systemet til at fungere. Også vores forståelse af kroppen, og det vi mærker i den, opstår inde i denne skabelse.

“Kroppen husker” – hvad betyder det så?

Nogle teorier og terapiformer siger, at oplevelser bliver lagret i kroppen som “kropshukommelse”. Andre forskere og kritikere peger på, at der ikke findes klar videnskabelig evidens for, at minder eller følelser bogstaveligt lagres i kroppen på den måde.

Man ved derimod, at oplevelser kan påvirke nervesystemet og hjernen. Traumer kan for eksempel føre til ændringer i stresssystemer (kroppens medfødte alarmsystemer) og i hjerneområder. Men det er noget helt andet end, at en følelse eller en erindring som sådan ligger gemt i kroppen og venter.

Det er mere præcist at sige:

Kroppen kan reagere igen og igen på det, sindet skaber i øjeblikket. Her skifter forståelsen retning. Ikke imod kroppen. Men dybere end kroppen. Sydney Banks pegede på, at al oplevelse bliver skabt i nuet gennem samspillet mellem de tre principper:

Tanke giver form.

Bevidsthed gør det levende.

Livskraft er intelligensen bag det hele.

Kroppen er en del af dette levende system. Den responderer. Den reagerer. Den tilpasser sig. Men den skaber ikke oplevelsen. Og den gemmer ikke på følelser. Den mærker dem. Det er forskellen.

Kan man finde en følelse i kroppen?

Prøv selv at undersøge det lige nu.

Du kan måske mærke:

• spænding

• varme

• sitren

• tryk

• bevægelse

Men kan du finde selve følelsen som en ting? Eller opstår følelsen i det øjeblik, bevidstheden giver liv til det, der tænkes?

Flere mennesker kan have samme kropslige fornemmelse og opleve noget helt forskelligt. Den ene kalder det angst. Den anden kalder det spænding. Det peger på noget dybere. Følelsen ligger ikke i kroppen. Den bliver skabt i oplevelsen og mærkes i kroppen.

Hvorfor føles det så, som om kroppen husker?

Fordi kroppen reagerer hurtigt og intelligent. Hvis der opstår en tanke, der opleves som truende eller smertefuld, kan kroppen reagere med det samme. Pulsen stiger. Muskler spænder. Åndedrættet ændrer sig.

Hvis lignende tanker opstår igen senere, reagerer kroppen igen. Det kan føles som en gammel reaktion, måske fordi den ligner reaktioner, man har haft tidligere. I det øjeblik kan det også føles, som om kroppen husker. Men også denne oplevelse bliver skabt gennem Tanke i nuet. Den fortolkning, vi giver det, vi mærker, bliver en del af den virkelighed, vi oplever.

Men i virkeligheden sker det i nuet. Altid i nuet.

Hvis kroppen virkelig gemte følelser fra fortiden, ville vi være fanget i det, der allerede var sket. Men hvis oplevelsen bliver skabt igen og igen i dette øjeblik, åbner der sig noget helt andet og større.

Så er der ikke noget, der skal graves frem. Intet, der skal løsnes. Intet, der sidder fast i kroppen. Der er kun liv, der bevæger sig gennem os. Og en krop, der trofast reagerer på det, sindet skaber i øjeblikket.

Måske kan man sige det sådan:

Kroppen husker ikke. Den responderer.

Følelser bor ikke i kroppen. De bliver levende i din bevidsthed og mærkes i kroppen.

Og under alt det ligger der noget stille og uforanderligt, som aldrig har været såret, aldrig har været lagret og aldrig har haft brug for at blive helet.

Noget, der bare er.